Nyhedsbrev september/oktober 2008
Ny prisstruktur
Vi har nu ændret vores prisstruktur, så den er nemmere og bedre fungerende.
Prisen for starttime og enkelt træning er uændret kr. 350.
Prisen for 10 gange træning er ligeledes uændet med kr. 2450.
Tidligere opererede vi med 1 års medlemskab som var 52 gange eller 1 år, hvad der end måtte komme først.
Den store rabat kunne gives fordi de færreste nåede at bruge alle træningsgangene inden der var gået et år. Dette var tit årsag til utilfredshed, fordi man følte at man ”tabte” nogle træningsgange.
Dette har vi nu taget højde for. Det gamle 1 års medlemskab er nu udgået og erstattes af hhv. 25 og 50 gange.
Det ser nu således ud:
25 træningsgange kr. 5500 (10% rabat)
50 træningsgange kr. 9800 (20% rabat)
Der er nu ingen udløbsdato på træningsgange overhovedet.
Ligeledes er enhver form for konvertering af medlemstyper ophørt, så det hele er nemt og ligetil.
Lone Hertz: Skavanker har også brug for træning
Lone Hertz har en lang række roller bag sig – både på tv, film og teater. Hun har instrueret, er forfatter, været rektor og teaterleder. Selvom hun nærmer sig de 70, med hastige skridt, som hun selv siger, så har hun mere travlt end nogensinde. Hun er ambassadør for Hjerteforeningen, holder foredrag og teatret optager også stadig en del af hendes tid. Og så har hun været med helt siden begyndelsen – Concept 10 10s begyndelse. Hun var faktisk den første, der meldte sig ind.
- Jeg ville give et abonnement til min datter, og så tegnede jeg også et til mig selv. Jeg tænkte, at det lige var noget for mig. Og nu er det at træne helt uundværligt for mig, fortæller Lone Hertz.
Det er altså næsten fire år siden, at Lone begyndte træningen, og hun glæder sig stadig over at tage af sted.
- Jeg kunne mærke virkningen meget hurtigt. Jeg er en kvinde, der nærmer mig de 70, og jeg kunne mærke, at jeg fik styrket muskler, som ærligt talt, begyndte at blive lidt trætte. Det giver god samvittighed at mærke ømheden efter træningen – man kan mærke, at man har brugt sin krop. Og når jeg motionerer -ja, så får jeg det også bedre psykisk, siger hun.
Lone Hertz fortæller, at hende krop har fået skavanker over de senere år – men den kroniske rygskade skal ikke bare blive derhjemme og lægges på langs.
- Der er nogle øvelser, jeg passer på, og min private instruktør tager hensyn til mig. Men det hjælper jo, sjovt nok, at røre sig, når man har skavanker. Styrketræningen er med til at give tro på, at det er okay at bruge kroppen. Den skal ikke skånes, siger hun.
Lone Hertz er ikke bare ambassadør for Hjerteforeningen – hun er også en god ambassadør for Concept 10 10.
Jeg anbefaler det til alle, især folk med hjerteproblemer. Et af de absolutte lægeråd er motion, men vi er travle mennesker alle sammen. Vi føler alle, at vi bør yde noget fysisk. Concept 10 10 er en genial måde at leve op til det på. Jeg har virkelig opdaget, at styrke har ingen alder.!
Jes Dorph-Petersen: For min krops skyld
Jes Dorph-Petersen har et langt job-cv. Han har læst et nærmest uendeligt antal nyheder op, han har gjort folk millionærer, kommenteret kongelige bryllupper, været go’morgen-vært. Hans trænings-cv er knap så langt. Han har, som mange nok kan nikke genkendende til, indmeldt sig i et fitness-center, men ikke slidt meget på maskinerne. Det har Concept 10 10 ændret på.
- Jeg så en annonce for Concept 10 10 og tænkte, at det passede mig godt, fordi det går så hurtigt. Jeg synes ikke, det er sjovt at hive i jern i flere timer, men jeg vidste godt, at jeg havde et træningsbehov, så jeg tog en prøvetime, fortæller Jes Dorph.
Men det var også en skeptisk tv-vært, der tog til træningen. Han troede sådan set, at træning skulle vare noget mere end 20 minutter for at hjælpe.
- Jeg kan mærke, at det gør en forskel. Efter fem-seks gange bliver min krop hårdere og mine muskler får det bedre – de bliver større. Og jeg er ikke så svaj-rygget, når jeg får trænet, fortæller han.
Jes Dorph har døjet med ondt ryggen, og han har fået at vide, at den trængte til træning. Derfor var han i tvivl om den hårde belastning, øvelserne har ved Concept 10 10, så var det rigtige.
- Jeg kan mærke, at jeg har rigtig godt af det. Og trænerne er opmærksomme på, at man ikke overbelaster. Det gør en stor forskel for min ryg, siger han.
Men Jes Dorph synes ikke, at Concept 10 10 er ren hygge. De første par træningsgange var fine – men så blev vægten hævet. Det kunne mærkes.
- Det er jo ikke ligefrem behageligt, men jeg kan mærke, at det virkelig hjælper, og så er de 20 minutter jo nemt at overkomme. Jeg kan godt lide den personlige kontakt – hvis der ikke sad en overfor, så ville jeg snyde. Det er ekstremt vigtigt, at der står en, der får mig til at give det sidste, siger han.
Jes Dorph anbefaler hellere end gerne Concept 10 10 til andre, fordi det gør en forskel for ham – og så er det overkommeligt at træne i 20 minutter om ugen.
Telefontid
Centrene har åbent mandag-fredag 8-20, lørdag 9-18 og søndag 9-20.
Telefoner tages ikke i centrene, da dette ville forstyrre træningen. I stedet svares al telefonisk kontakt til samtlige centre på tlf. 70 27 10 19. Dette nr. svarer i normal kontortid som er mandag -fredag 9-17. Udenfor dette tidsrum kan lægges besked (el. e-mail info@concept1010.dk), og vi vender tilbage hurtigst muligt.
Skaf nyt medlem - Få en gratis træningsgang for hvert nyt medlem !
Hver gang du foranlediger, at et medlem bliver indmeldt, med min. 10 x træning, i et vilkårligt Concept 10 10 center, vil du modtage 1 træningsgang gratis til dig selv.
Det fungerer på den måde, at den person du har anbefalet, ved indmeldelse eller første træningsgang, angiver dit navn som den der har anbefalet vedkommende. Derefter sender vores instruktør i centret en meddelelse til vores IT afdeling om at dit medlemskab skal tillægges en ekstra træningsgang.
Det er en god ide at have et par Concept 10 10 brochurer liggende i din bil eller taske, så du altid har information ved hånden, når du møder potentielt nye medlemmer.
Vi ved at mange af vores medlemmer løbende anbefaler Concept 10 10 til andre og med stor succes. Vi vil derfor gerne sige tak med 1 gratis træningsgang i hvert tilfælde.


